Samarbejde i hårdknude: borgere i Gl. Rye efterlyser møde med ny ejer, 2,5 år efter overtagelse af krogrund

Da den nedbrændte krogrund i 2018 blev solgt, til virksomheden H1 Ejendomme, var der gennem medierne udmeldinger om, at man var åben overfor ideer fra lokalbefolkningen om, hvad de ønskede der skulle ske med den centrale placering.

Af Siri Marie Munch Schrøder og Nanna Cecilie Madsen

I 2018 stillede Gl. Rye medborgerforening sig positive overfor det nye ejerskab, der udadtil viste engagement i lokalområdet, og åbenhed overfor initiativer. Men de to parter har her to et halvt år efter, til trods for udtalt interesse, endnu ikke formået at mødes. Dengang blev der indkaldt til møde mellem borgerforeningen og den nye ejer, et møde hvor ejer blev repræsenteret af mægler, Heine jensen, og ikke selv var tilstede, til stor undren for de fremmødte.

“Hvis vi skal begynde at rejse penge til et muligt projekt, har vi behov for at se ejer i øjnene, så vi ikke bare bruger arbejdskraft på ingenting. Vi ser meget gerne et samarbejde komme i stand og håber at høre fra ejer” Siger Charlotte Klejs Vagner, der er formand i Gl. Rye Borgerforening

I Borgerforeningen forsøgte man ifølge Charlotte Klejs Vagner at henvende sig til ejer, men blev videresendt til mægler.

En bygrund der står tom i tre år, er i mange områder måske ikke overskriftskabende, men tager man det lokale engagement og mængden af ressourcer i betragtning, kan det forundre, at en for lokalsamfundet så central plads, får lov til at stå tom i tre år.

Senest har vi set, hvordan det nyligt nedbrændte Hotel Julsø, 6 km. fra Gl. Rye, blot et år efter den voldsomme brand, er klar med planer for genopbygning, i samarbejde med den lokale investor Topas Explorer Group og med hjælp fra Skanderborg Kommune.

I Gl. Rye er det ligeledes for nylig lykkedes borgerforeningen, at rejse et beløb på 1.000.000 kr, gennem Nordea Fonden, til forskønnelse og renovering af pladsen foran Dagli’ Brugsen, der skal fungere som et fællessted, i mangel på det rum den gamle kro før repræsenterede.

“Der er ingen tvivl om, at Gl. Rye vil bakke op, hvis der bliver lanceret et godt projekt på krogrunden.” siger Peter Hald, beboer i Gl. Rye.

Vi har haft kontakt med ejeren af H1 ejendomme, Christian Høgstrup, der bekræfter mødet og at han ikke selv var til stede, hvorfor han ikke kan udtale sig om det. Han siger, at han fortsat er åben overfor dialog med byens borgere, og er interesseret i at holde et møde og indgå i dialog, men grundet travlhed ikke selv har kunnet tage initiativ til det.

De tilbageværende bygninger på grunden, der tidligere var hotelværelser til kroens gæster, lejes i dag ud til udenlandske håndværkere, gennem et firma som Christian Høgstrup er medejer af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *