Skanderborg Kommune tilmelder sig alligevel national miljøkonkurrence efter pres fra borgerne

Efter massivt pres fra lokale i Skanderborg Kommune, valgte kommunen i tirsdags, at de alligevel deltager i den nationale konkurrence om at blive Danmarks Vildeste Kommune.

Af Siri Marie Munch Schrøder og Nanna Cecilie Madsen.

Udmeldingen om, at kommunen alligevel tilmelder sig miljøministerens konkurrence om at blive Danmarks Vildeste Kommune, kommer efter to uger, hvor flere borgere har taget kontakt til formanden for Plan- og Miljøudvalget, Claus Leick, og 430 underskrifter er blevet indsamlet, i håb om at kommunen skulle ændre mening.

Kommunen meddelte i lyset af det store engagement, at beslutningen ville blive taget op igen på byrådsmødet tirsdag d. 6/4. og her besluttede man at lytte til borgernes ønske:

Screenshot fra facebookgruppen Grøn Skanderborg.

Beslutningen har vakt glæde blandt borgerne i facebookgruppen Grøn Skanderborg, hvor sagen de sidste uger er blevet drøftet flittigt.

“Jeg er utrolig glad for at Skanderborg Kommune alligevel har valgt at deltage i konkurrencen. Jeg er ikke sikker på, at det fra kommunens side kommer til at gøre den store forskel, fordi de allerede har gang i nogle projekter, men det er fantastisk fordi at deres fravær fra konkurrencen, ville være et udtryk for, at Skanderborg Kommune er ligeglade med biodiversitet,” fortæller Trine Fredsøe Hassl fra Bjedstrup.

Trine Fredsøe Hassl har sammen med andre fra kommunen valgt at blive Vild-have-mentor gennem Danmarks Naturfredningsforening og Praktisk Økologi, og står til rådighed for borgere der skulle have interesse i at skabe en mere vild have. Selv har hun også Instagram-profilen Permahjem hvor hun prøver at inspirere andre. Denne måned har hun særligt fokus biodiversitet, med april-udfordringen “Mere natur og liv i haven.”

Privatfoto af Trine Fredsøe Hassl

Andre borgere har også taget den gode nyhed til sig, og blandt andet oprettet Facebook-gruppen #VildDK Skanderborg Kommune, hvor der kan deles ideer, tips og inspiration til at få mere liv i haver, altankasser, byer, og nærområder. Onsdag den 14. april afholdes der ligeledes Online Klimacafe, hvor biodiversitet i haven er på programmet.

I Danmarks Naturfredningsforening Skanderborg er man også positive omkring beslutningen. Her bakkes der op om initiativer der kan fremme biodiversiteten, fortæller formand Lars Søgaard-Jensen.

For anden gang har Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med Aarhus Universitet og projektet Biodiversitet Nu, udarbejdet Kommunernes Naturkapitalindeks. Indekset viser, hvordan det står til med kvaliteten af den danske natur i alle landets kommuner. Ifølge de nyeste beregninger fra 2021 ligger Skanderborg Kommune på en 21. plads, og det er et fald siden de forrige beregninger i 2017, hvor Skanderborg kommune lå på en 19. plads. I Danmarks Naturfredningsforening Skanderborg, håber næstformand Olaf Møller, at det nu kan blive bedre.

Foto: Siri Marie Munch Schrøder

Noget af det kommunerne kan gøre for at øge naturkvaliteten, kan være at skabe mere plads til vild natur, ved at lade græs og ukrudt i grøftekanter gro, omlægge landbrugsjord til natur og forbedre vilkårene for truede dyre- og plantearter ifølge miljøministeriet.

Men også hjemme i haverne kan man gøre sit for at skabe plads til bedre biodiversitet, til glæde for både planter og dyr. Dyrenes beskyttelse har blandt andet lavet en guide til, hvordan man selv kan få en mere insektvenlig have:

92 ud af landets 98 kommuner er nu tilmeldt konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune, som i slutningen af 2022 kårer kommunen med det bedste og mest kreative biodiversitetsprojekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *