Trods stor lokal interesse, takker Skanderborg Kommune nej til national miljøkonkurrence

Skanderborg kommune har takket nej tak til at være med i konkurrencen om at skabe Danmarks vildeste natur, til stor ærgrelse og undren for mange lokale.

Af Siri Marie Munch Schrøder og Nanna Cecilie Madsen.

I februar opfordrede miljøminister Lea Wermelin landets 98 kommuner, til at være med i konkurrencen om at være “Danmarks Vildeste Kommune.” En udfordring som 89 af landets kommuner har valgt at takke ja til. Men ikke Skanderborg Kommune.

Konkurrencen belønner, ifølge miljøministeriets hjemmeside, det bedste biodiversitetsprojekt baseret på: iderigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter til vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde natur. Kåringen sker i slutningen af 2022, hvor vinderen modtager 1.000.000 kr. af Den Danske Naturfond til at gennemføre et naturprojekt i kommunen.

På listen over tilmeldte kommuner viser Skanderborg Kommune dog sit fravær, til stor ærgrelse for adskillige borgere i kommunen.

“Jeg kan simpelthen ikke forstå kommunens afvisning. Vi er en kommune med masser af grønne områder, og vi bryster os jo netop af naturen, så jeg synes faktisk, at det er pinligt, at vi ikke går ‘all in’ og lader græsset og blomsterne gro alle de steder, hvor det giver mening for biodiversiteten.” fortæller Helle Hauge Bülow, borger i Skanderborg Kommune.

Læs mere om konkurrencen her

Engagerede borgere prøver at råbe kommunen op
Den seneste uge har flere borgere taget initiativ til at lægge pres på kommunen, for at få dem til at tilmelde sig konkurrencen. En af disse borgere er Christine Schmidt Andersen fra Gl. Rye, som tog kontakt til Formand for Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, Claus Leick, i håb om at kunne ændre beslutningen. På Facebook holdt hun løbende andre interesserede opdateret, med det, der først tegnede sig håbefuldt, men senere endte med en skuffende udmelding, for de der fulgte med:

“Vi har taget en politisk beslutning om, at Skanderborg Kommune ikke går med i konkurrencen “Danmarks Vildeste Kommune”, fordi det vurderes, at der opnås større effekt ved at arbejde med kommunens egne indsatser på området.” skrev Claus Leick.

I et sidste forsøg på at ændre beslutningen, oprettede Hanne Stender Damkjær en underskriftindsamling, dagen før den endelige deadline for tilmelding til konkurrencen. På mindre end én dag fik den 226 underskrifter, som blev sendt til borgmesteren i Skanderborg Kommune, Frands Fischer. Men heller ikke dette forsøg bar frugt.

“Det er superærgerligt. Tænk, hvis næsten hele landet kunne arbejde sammen om denne problemstilling. Øget opmærksomhed er jo også vigtigt, selvom man ikke vinder konkurrencen,” siger en af initiativtagerne, Christine Schmidt Andersen fra Gl. Rye.

I Miljø- og Planudvalget ser formand Claus Leick anderledes på beslutningen. Han vurderer, at man i kommunen hellere vil bruge kræfterne på at lave endnu mere lokalt.

Men at lave tingene lokalt, udelukker det at være med i konkurrencen?

“Vi har politisk vurderet, at hvis man skal lave noget, så skal man selvfølgelig bruge lidt kræfter på at melde sig til og måske være med til nogle møder. Det er ikke fordi det gør den store forskel, men jeg tror, at vi er meget enige om, at vi har sat rigtig mange ting i gang. Vi får tit henvendelser om alt muligt, der kører mange ting nationalt, så vi vurderer bare, om vi skal gå med i det eller ej. Det er ikke noget vi har brugt mange lange timer på.” 

Foto: Siri Marie Munch Schrøder.

Kommunen vil fokusere på egne initiativer
Et af de samarbejder kommunen har indgået, er med projektet “Vild med Vilje,” som med lokale initiativer vil skabe en vildere natur, der dermed bidrager til indsatsen for biodiversiteten. På foreningens hjemmeside støtter man miljøministerens konkurrence med begejstring.

En af de borgere, der også ærgrer sig over kommunens beslutning, er Jonas Vestfalen. På den kommunalt oprettede Facebookside “Grøn Skanderborg,” søger han en uddybning af beslutningen fra Miljø- og planudvalgsformanden, Claus Leick.

“Kan disse mål om at “bruge kræfterne lokalt” måske blive uddybet lidt mere, Claus Leick? Kommunal deltagelse i Danmarks Vildeste Kommune, der på alle måder aktiverer borgerne i hele kommunen, kan vel kun betegnes som at “bruge kræfterne lokalt.”

Vi tog kontakt til Claus Leick, som fortæller, at Skanderborg Kommune er igang med rigtig mange tiltag, der kan fremme biodiversiteten – uanset konkurrencen. Han nævner blandt andet, at man er i gang med at lave en omfattende kortlægning af biodiversiteten i alle de kommunale skove – og nu er ved at omlægge driften. I løbet af 2021 håber de at kunne fremlægge en ny skovforvaltnings-plan, der skal fremme skovbiodiversiteten endnu mere ved at gå i retning af mere urørt skov.

“Urørt skov er for nogen noget rod. Højt og uklippet græs er grimt eller farligt for trafikanterne, så det er ikke alle, der synes, det er en god ide,” uddyber han i et skriftligt svar.

Trods kommunens argumentation for ikke at deltage i konkurrencen, stiller mange borgere sig stadig undrende over beslutningen.

“Ærgerligt, at en af de kommuner med den smukkeste og mest særegne natur, ikke melder sig på banen. Det havde været både progressivt og fremsynet.” skriver Katrine Weigelt Nielsen, borger i Skanderborg Kommune.

Foto: Siri Marie Munch Schrøder.

En kattelem til de sidste kommuner
Med den store landsdækkende tilslutning er konkurrencen tæt på at være national. Så selvom fristen for at tilmelde sig nu er overskredet, har miljøministeren valgt at holde en kattelem åben for de kommuner, der skulle have fortrudt.

Tilmeldinger sendes til vild@mim.dk hurtigst muligt. Mere information om kampagnen findes her.

One thought on “Trods stor lokal interesse, takker Skanderborg Kommune nej til national miljøkonkurrence

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *